En dag som studerende af Lise

Undervisningsdagene på ”Designkultur og økonomi”-studiet på SDU er meget varierende. For det meste er mine fire fag på dette semester (designanalyse, designhistorie, videnskabsteori og marketing) spredt over 3 dages forelæsninger. Det vil sige, at jeg har en to ekstra ”fridage” i løbet af ugen. Selvfølgelig er disse dage beregnet til selvstudie, men der er en del frihed i at kunne planlægge dagens program selv, og få plads til spas og løjer.

Lise en dag som studerende 1

Jeg er absolut ikke et morgenmenneske, men jeg prøver så vidt som muligt at komme op i ordentlig tid, så jeg alligevel kan få noget ud af min dag. På mine fridage starter jeg for det meste min morgen med en god omgang træning i Fitness World, ellers bliver det til eftermiddag/aften træning på undervisningsdagene. Det er vigtigt for mig at bevæge mig – det øger min koncentration til mit studiemæssige arbejde. SDU Idræt tilbyder desuden også forskellige idrætstilbud for de studerende, hvor man samtidig kan møde nye mennesker fra uni.
Lise en dag som studerende 2

Jeg plejer altid at gå til skolen – det ligger så dejlig tæt på! Jeg bor selv i midtbyen og det tager mig godt 8 minutter at gå til SDU. Som designinteresseret er denne bygning virkelig en drøm at studere i. Der er så mange lækre detaljer, og det er bare så skønt et miljø, som virkelig inspirerer. Hvis skolen i sig selv ikke er inspiration nok, så har vi heldigvis Trapholt tæt på.

Lise en dag som studerende 3

Undervisningen i semesterets 4 fag foregår på forskellig vis. I designanalyse er vi delt op i mindre forelæsningshold, i designhistorie er vi hele studieretningens årgang (med undtagelse af dem der har valgt modeprofil), mens vi i videnskabsteori og marketing har undervisning i auditoriet med andre uddannelser – her er vi virkelig store hold på godt 200 mennesker. Men det er fedt! Jeg elsker stemningen i auditoriet, når underviseren kommer med sine ”guldkorn” og man kan høre alle de studerende der slår løs på tasterne. Det meste af undervisningen består af underviser der gennemgår det læste pensum, hvor vi så i vores studiegrupper somme tider får nogle øvelser til at afprøve vores viden. I marketing er vi desuden tæt på erhvervslivet, hvor vi gennem vores projektrapport skal samarbejde med lokale virksomheder.
Lise en dag som studerende 4

Ud over studiet har jeg studiejob i Kolding Storcenter, hvor jeg er tjener på Café Eiffel. En stor del af min fritid bliver elles brugt på læsning, hvilket både foregår hjemme, på skolen eller på skønne og studievenlige Tobbers kaffebar. Her er jeg også ofte til at finde til torsdagenes ”Kaffe Kvis”, hvor jeg med mine studiekammerater konkurrerer på paratviden. Jeg benytter mig derudover af Koldings mange muligheder; Bl.a. foredrag som ”Pecha Kucha” og ”Made in Kolding”, croquisarrangementet ”Slots og Skitse” og gåture ved Koldinghus og Slotssøen, samt i Kolding Ådal og Marielundsskoven. Desuden står netværksforeningen for designstudierne, HAU, for en masse spændende studierelevante tilbud.
Lise en dag som studerende 5

Ingen tvivl om at jeg er her for at lære, for at blive dygtig til det jeg elsker – men dette kan man ikke uden det sociale! Det er ekstremt vigtigt for mig at have nogle skønne mennesker omkring mig. Jeg har en virkelig god gruppe af piger, som jeg holder meget af – vi laver mad sammen, hygger, fester og fejrer. Desuden er jeg medlem af SDUs festudvalg FUK, hvor vi i fællesskab står for at arrangere en masse sociale arrangementer på skolen. Ellers kan jeg klart anbefale at tage en barvagt i fredagscaféen, Café Ubåden!