Sådan bor Lise

Nysgerrighed længe leve! Vi fortsætter med at invitere jer indenfor i studieambassadørernes hjem, for at få en oprigtig fornemmelse af hvad det vil sige at bo og studere i Kolding.

 

Jeg bor i Midtbyen sammen med min kæreste Kasper – faktisk i gågaden, så man kan ikke komme tættere på. Det er Kaspers lejlighed, men jeg har nu boet her i godt 1,5 år og har fået præget hjemmet med min personlighed og hjembragte rejsegenstande.

Lejligheden er en 2 værelses på 96 kvm på 2. sal, med en tilhørende tagterrasse på godt 80 kvm, hvilket vi virkelig nyder om sommeren. Den er privat lejet, og har været virkelig billig at bo i, men maj byder på nye boligeventyr – vi flytter 200 meter længere ned af gaden til en større lejlighed uden skråvægge (vi glæder os!)

lise sådan bor jeg

Sådan ser entréen ud – Nøgleophænget er hjemmelavet med drivtømmer fra Ærø, hvor Kaspers familie har haft sommerhus. Ellers er der pyntet med illustrationer fra Designskolens julebazar, buddhafigurer fra rejser i Asien, samt Kähler (mine venner og kæreste mener jeg er afhængig og ejer alt for meget nips derfra).
lise sådan bor jeg 2

Køkkenet er smalt og aflangt – men vi nyder at have komfur, stort køleskab og fryser, opvaskemaskine og masser af skabsplads. Skilte fra lommemarkeder, kogebøger, mere Kähler, blender til smoothies, samt en pizzaskærer der viser Kaspers passion for cykling, præger denne del af køkkenet.
Lise sådan bor jeg 3

I køkkenets anden ende har Kasper sin espressomaskine, så vi kan lave Latte og Cappuccino derhjemme. Det er lidt mere studievenligt, end at drikke det på café hele tiden. Kaffebønnerne køber vi hos Kaffe-Mølle, som er en lokal kaffevirksomhed med den fineste mobile kaffevogn, som ses til diverse arrangementer i Kolding. Kaffen kan købes i Luupe, eller direkte hos Kaffe-Mølle (læs mere på http://kaffe-moelle.dk).

Lise sådan bor jeg 4a

Stuen er et dejligt stort rum, hvor vi også har prioriteret et stort spisebord med plads til mange, og med plads til endnu flere med ekstra plader. Vi nyder at kunne have mange på besøg til fødselsdage og fester.
Lise sådan bor jeg 5a

Stuen er nok mere praktisk end den er køn. Der skal være plads til at slænge sig i sofaen og slappe af til en god omgang Netflix i fjernsynet. Puden er fra min rejse til Sri Lanka og billedet fra Kaspers tur til Kina.
lise sådan bor jeg 6a

Badeværelset er dejligt stort med masser af bordplads og opbevaring. Vi har en stor brusekabine, men det bedste af det hele er at have egen vaskemaskine og tørretumbler, så man ikke skal dele med et helt lejlighedskompleks.

lise sådan bor jeg 7a

Soveværelset har flere funktioner – det er her vi sover, her vi kommer ud til vores skønne store tagterrasse, her vi klæder os på og her vi læser og laver opgaver.

lise sådan bor jeg 8

Ved mit skrivebord læser jeg og skriver opgaver, når man ellers kan komme til bordpladsen (jeg er lidt af et rodehoved). Illustrationer er fra Sri Lanka og er lavet af min søster, der læser på Designskolen. Der er også plads til kreative udfoldelser – bl.a. collage og akvarelmaling.
lise sådan bor jeg 9a

Jeg elsker at læse, og der skal selvfølgelig også være masser af plads til bøger. En del af dem står i stuen, her står der flere og så er der alle mine studiebøger. Jeg drømmer om at få en reol, som dækker en hel væg og er fyldt op med bøger.

lise sådan bor jeg 10a

Om sommeren griller vi virkelig meget – sådan næsten ALT! Så det ville næsten være umuligt for os at leve uden vores terrasse. Her nyder vi solen, et lækkert måltid, samt en skøn udsigt over byen. For enden af terrassen kan man endda se Koldinghus’ tårn.

Lise sådan bor jeg 11a

Desuden har vi denne gamle motionscykel, som vi har fået af min svigermor. I årets kolde måneder er terrassen et ekstra stort køleskab, der bliver benyttet til drikkevarer. Om sommeren er den stor nok til at spille beerpong og ølbowling – hvilket er fedt som studerende!