IBA Erhvervsakademi løfter sløret for nyt domicil

Der bliver virkelig stil over IBA Erhvervsakademi Koldings nye domicil. Vinderprojektet blev offentliggjort tirsdag den 24. maj 2016 på Gimbelgrunden på Sdr. Havnegade midt i Kolding.

Det moderne uddannelsesbyggeri kommer til at ligge helt ned til åen - med en bred spalte af glas, så de studerende og resten af IBA kan kigge ud på alt det grønne. Samtidig vil forbipasserende kunne kigge ind og følge med i bygningens liv.

- Som borgmester glæder jeg mig virkelig over, at vi nu får sådan en markant og flot bygning på et område i Kolding, sagde Jørn Pedersen, som foruden at være borgmester i Kolding Kommune, er formand for bestyrelsen på IBA.
I dag ligger der en hvid lagerbygning på nøjagtig den plads, som IBA vil bygge på. Den bygning bliver revet ned til efteråret. 

Fra hovedentreprenøren Hoffmann i Fredericia forventer afdelingschef Palle Priska , at hans folk kan begynde at bygge det nye på en ryddet grund til februar 2017. Arkitekterne bag det bemærkelsesværdige hus er Janne Brønden og Peter Sand fra Kjaer & Richter i Aarhus som er hyret af Hoffmann fra Fredericia, der har hovedentreprisen på projektet. Der var fem forslag til, hvordan IBAs nye domicil skulle se ud. 

Fakta om det nye domicil

  • Adressen bliver Sdr. Havnegade/Østerbrogade - langs med åen i Kolding. Tæt på havnen. Tæt på Kolding Centrum.
  • Bygningen bliver et bæredygtigt byggeri og en del af Campus Kolding. IBAs projekt på Gimbelgrunden kommer til at koste 200 millioner kroner.
    IBA forventer at kunne flytte ind og blive klar til studiestart i august 2018.
  • Bygningen får små 10.000 kvadratmeter og bliver i syv etager inklusiv kælder. Den skal huse 2000 studerende, 150 undervisere, administrativt personale og besøgende.
  • Skolens nerve bliver den videnstrappe, som kommer til at forbinde de forskellige universer inde i bygningen. Trappen kan ses udefra.
  • Når man kommer ind af hovedindgangen kan man tydeligt se de ovenliggende etager. Der kommer en gennemgående plantevæg, træbeklædte elevatorskakte i bygningen.
  • Lamellerne udenpå bygningen er i anodiseret aluminium i en gyldenbrun nuance, der changerer i farve.
  • Mod åen kommer der udendørs terrasser, som leder direkte ind til kantinen.
  • Mod nord etableres et grønt parkeringsområde. Og på kanten af adgangsvejen mod vest - bliver der også mulighed for at parkere.
  • Det er planen, at der bliver cykelparkeringer helt tæt på bygningen - så der bliver en sikker og direkte adgang til IBA.

IBA4