Flere vil bo i Kolding

Den 1. september byder Kolding igen nye studerende på de videregående uddannelser velkommen til byen. Meget tyder på, at de studerende ikke blot vil studere i Kolding, de vil også bosætte sig.

 

Trods mange nye ungdomsboliger er der flere studerende på venteliste til en ungdomsbolig end nogen sinde før.Inden for det seneste år er der ellers etableret 300 nye ungdomsboliger i Kolding. Alligevel er ventelisten til en ungdomsbolig steget med 100 personer i forhold til sidste år.

Mange vil læse i Kolding
Antallet af unge, der har søgt ind på en videregående uddannelse i Kolding er i forhold til sidste år steget med over 20 procent. Der var dog flere i år, som måtte konstatere, at de desværre ikke var kommet ind i Kolding. Blandt andet har ændringer i antallet af studiepladser hos IBA betydet, at man på nogle af deres uddannelser ikke har kunne optage samme antal studerende som tidligere.

Det til trods, forventer IBA at antallet af nye studerende i år vil være det samme eller en anelse højere end i 2015. På Syddansk Universitet tager man i år imod 32 flere studerende, end i 2015. Det er en stigning på 9 procent. Hos Designskolen Kolding er alle pladser optaget. Det samme gælder UC Syddanmark som igen i år optager 154 studerende.

Nye ungdomsboliger på vej
Selv om ventelisten til en ungdomsbolig i år er længere end tidligere, så skal man som kommende studerende ikke fortvivle. Der sker ofte ændringer på listen i takt med, at de, der ikke kom ind på drømmestudiet i Kolding, melder sig af ventelisten igen.

Har man mere tålmodighed, er der desuden nye studieboliger på vej i Kolding. Der er i øjeblikket planer om opførsel af 185 nye ungdomsboliger i 2017/2018 i Campusområdet.
www.studentkolding.dk kan du se udbuddet af studieboliger, skrive dig op til en bolig og se ventelister. Det er desuden muligt at søge private ungdomsboliger via www.studentkolding.dk.

 

foto