Kontur – Studiebyfestival annoncerer hovednavn

Efter tre års pause, er den anmelderroste københavnske kvartet Whens Saints Go Machine endelig tilbage på de danske musikscener. Den 7. september er de, efter at have spillet tætpakkede koncerter på næsten samtlige af sommerens store danske festivaler, klar til at indtage scenen på campusområdet.


Der er ingen tvivl om at elektro-popgruppen er et af de mest originale danske bands pt. Det er svært ikke at blive draget af deres helt særlige lydunivers, hvor især frontmand Nikolaj Vonsilds karakteristiske vokal er med til at bjergtage publikum. De tidligere vindere af både Danish Music Awards og P3 prisen har et bagkatalog som rummer en række store hits som fx Church and Law, Kelly og Fail forever.

I maj udgav de deres nye EP It´s a mad love, som man kan glæde sig til at opleve live til Kontur. Om EP’en fortæller Nikolaj Vonsild: ” It´s a mad love er lydmæssigt mere fri af form end tidligere udgivelser. Teksturen og gentagelserne spiller en vigtigere rolle end den klassiske opbygning. Det er om noget en atmosfærisk udgivelse hvor progressioner er bestemt af naturlighed både hvad angår lyd og lyrik.”


De studerende har selv været med til at udvikle musikprogrammet til årets studiestart koncert. Hvorfor valget faldt på lige netop Whens Saints Go Machine giver Jasmin Kharamani Madsen, som læser kommunikationsdesign på Designskolen et godt bud på: ” When Saints Go Machine skaber musik der er interessant og anderledes, og de er bestemt heller ikke bange for at eksperimentere – det har jeg pisse meget respekt for. Deres musik rammer lige i solar plexus hver gang jeg har hørt dem live. Har lyttet til deres nye EP non stop siden de udgav den, og glæder mig helt åndsvagt til at de kommer her til Kolding med dygtige Nikolaj Vonsild i spidsen. Det bliver Magisk!


Der er med andre ord lagt op til en musikoplevelse af de helt store, når When Saints Go Machine rammer Kolding d. 7 september til Kontur Studiebyfestival.

Læs mere om Kontur her