Enestående hovednavn gæster studiefestivalen

Studieby Kolding har glædet sig ualmindeligt meget til at afsløre den næste artist på festivalens program. Det er nemlig helt unikt, at den album-aktuelle kunstner Hans Philip gæster Kolding den 6.september.


For de uindviede var Hans Philip tidligere frontmand i duoen Ukendt Kunstner, der fra 2013 til 2017 udsendte tre album, vandt priser ved P3 Guld og Danish Music Awards og spillede på alt fra Smukfest til Roskilde Festival og Grøn Koncert.

Hans Philip udgav i foråret den anmelderroste solo-debut ”Forevigt” – et projekt der har været meget hype og spekulation omkring. Videoen til nummeret ”Siger Ingenting” nåede 100.000 visninger på de to første døgn. Få dage efter fulgte hans første officielle single ”Dagdrøm”, som blev P3s Uundgåelige. Herefter udsendte han debutalbummet ”Forevigt”, der på blot en uge blev streamet 3 millioner gange. Pressen honorerede også generøst albummets kvaliteter – bl.a. med 5 hjerter i Politiken, 5 stjerner i Soundvenue og fuldt stik med 6 stjerner i GAFFA.


Hans Philip har henover sommeren spillet anmelderroste koncerter på Roskilde Festival og Heartland. Hans planlagte koncerter på bl.a. spillestedet Vega og Train i efteråret er så godt som udsolgte og Kontur – Studieby Festival er derfor en af de få steder, hvor man har mulighed for at opleve den magi som Hans Philip formår at skabe fra scenen.


Studiebykoordinator Malu Møller er da også utrolig glad for at få Hans Philip til Kolding:

-Når man kigger på de store koncertsteder hvor han spiller henover sommeren, er det ret unikt at han også lægger vejen forbi Kolding. Vi glæder os til at give de studerende en koncertoplevelse de sent vil glemme. Hans Philip er en kunstner der formår at tale direkte til målgruppen, og så evner han at skabe en helt særlig samhørighed med publikum, der når langt udover scenekanten fortæller studiebykoordinatoren. 

Det er ikke kun Koldings studerende der er så heldige at kunne opleve Hans Philip den 6. september, da festivalen er åben for alle. Udover magiske koncerter byder festivalen også på streetfood, aktiviteter og hyggelige loungeområder. Ligesom sidste år bliver festivalen afholdt på campuspladsen foran Syddansk Universitet.

Fakta om Kontur

  • Alexander Oscar og Hedegaard optræder også til Kontur 
  • Det er en gratis endagsfestival
  • Det er studerende fra Koldings 4 videregående uddannelsesinstitutioner, der er med til at planlægge og afvikle Kontur
  • Arrangementet er åbent for alle 
  • Det er Kolding Kommune, IBA Erhvervsakademi Kolding, Designskolen Kolding, UC SYD, Syddansk Universitet Kolding og Studieby Kolding, som står bag Kontur.