Elise i Kolding

Elise Katrine Andersen er 21 år gammel og studerer Designkultur og Økonomi på SDU Kolding. Elise har boet i Kolding, siden hun startede på studiet i september 2018. Udover to studiejobs har Elise travlt med frivilligt arbejde i SDU Sport Kolding, HAU, festudvalget på SDU og fredagscaféen Ubåden.

Hvad har overrasket dig positivt ved Kolding?

Jeg er stadig overrasket over, at Kolding formåede at få Barack Obama på besøg i 2018. Vi har set Obama… Læs det lige igen. En ting jeg rigtig godt kan lide ved Kolding som studieby er, at det er så småt, og at man virkelig kommer hinanden ved. Der er også et rigtig godt internationalt miljø. Personligt synes jeg, der er et godt socialt miljø, men det er selvfølgelig noget, man selv skal være med til at skabe. 

Hvad er dine favoritspots?

Marielundskoven
Marielundskoven og -søen er et af mine yndlingsområder i Kolding. Der er rigtig flot og oplagt til picnic eller løbeturen. Jeg godt lide at løbe i Koldings skove, og hvis man ikke er så god til at motivere sig selv, har SDU en rigtig hyggelig løbeklub.

AL Passagen
En af de mest hyggelige og livlige steder i Kolding er AL Passagen, hvor Mokka, Vinbaren og Den Engelske Pub holder til. Mit yndlingssted er helt klart Den Engelske Pub, som altid har en temaaften, pubquiz, live-fodbold eller livemusik og over 200 forskellige øl at stikke næsen i.

Slotssøen
Jeg bor rigtig tæt på stationen og Slotssøen og går hver dag en tur rundt om søen. Det er rigtig hyggeligt at spise frokost på plænen eller drikke øl ved søen om aftenen sammen med ens medstuderende

Rebæk strand
Rebæk Strand ligger på sydsiden af Kolding Fjord, og i sommerperioden tager jeg ofte derned med vennerne. På vejen plejer jeg at følge åen ned mod lystbådehavnen og videre ud til stranden. 

Trapholt
Trapholt skal også med på listen. De har nogle rigtig gode udstillinger, og de forstår at skabe et spændende interaktivt oplevelsesrum.

Firefly 
En af de første dage på universitetet tog mine venner og jeg på brætspilscaféen Firefly. Det er et hyggeligt lille sted, hvor man kan lære hinanden bedre at kende over et spil Ego og en kop varm kakao. Lige ved siden af ligger en af Koldings mest populære caféer, Tobbers, som også har en del gode arrangementer.

Akseltorv
Akseltorv er et at de steder i Kolding by, hvor der afholdes flest arrangementer, street food og andre pop-up-boder. Jeg handler ofte ved Økokompagniet, som er en frugt- og grøntbod, der står på Akseltorv hver tirsdag og fredag.

Om SDU

SDU Kolding er et lokalt universitet med et globalt perspektiv. Universitetet har sit primære fokus på uddannelse og forskning inden for design, entreprenørskab, IT, kommunikation og erhvervsøkonomi. SDU Kolding er et af SDU’s fem regionale campusser og med sin placering i hjertet af Kolding ligger det centralt i Trekantområdet. Uddannelsesinstitutionen har over 2000 aktive studerende. Læs mere om SDU Kolding her